Den tidligere direktør i Anti-Doping Danmark tiltræder fra 1. august den ledige stilling som direktør i Dansk Tennis Forbund.
Bestyrelsen i Dansk Tennis Forbund har fundet manden, der skal overtage den ledige stilling som direktør i forbundet. Det bliver Michael Ask, der fra 1. august tiltræder som direktør.
Formand for Dansk Tennis Forbund, Christian Lunøe, glæder sig over at have landet Michael Ask som ny direktør.
”Vi er enormt tilfredse med at have sikret os Michael Ask som ny direktør i Dansk Tennis Forbund. Michael er en markant profil med stor erfaring fra det idrætspolitiske landskab. Vi får en dygtig leder, der både kan sætte retning på hverdagen og være med til målrettet og strategisk at videreudvikle tennis på sportens egne præmisser på tværs af hele landet. Og så glæder det mig i øvrigt også, at Michael helt åbenlyst er tennismand og har en dyb og livslang forbindelse til sporten,” siger Christian Lunøe.
Michael Ask kommer fra et job i Schweiz som chef for internationale relationer i International Testing Agency, der arbejder med international dopingbekæmpelse. Fra 2015 til 2021 var han direktør for Anti-Doping Danmark.
Nu vender han hjem til Danmark for at arbejde med tennissporten, der har været hans følgesvend i hele livet.
“Jeg er både glad og stolt over den tillid, som bestyrelsen har vist mig. Tennis har fyldt utroligt meget i mit liv som både spiller og frivillig leder. Det er en del af min identitet. Tennis er en fantastisk sport for både unge og gamle, elite og motionister. Jeg glæder mig til at være med til at videreudvikle tennis i hele Danmark sammen med alle de dygtige og engagerede mennesker, som jeg ved er ude i klubberne og unionerne,” siger Michael Ask.
Michael Ask vandt som junior flere ungdomsmesterskaber i både single og double. Privat er han gift på 39. år med Gitte Ask. Sammen har de to voksne børn og et barnebarn.
Om Michael Ask
Erhvervserfaring
- 2021-2025: International Relations Senior Manager i International Testing Agency
- 2015-2021: Direktør i Anti-Doping Danmark
- 1985-2015: 30 års erfaring fra politiet med afsluttende stilling (2012-2015) som politiinspektør for Rigspolitiets Nationale Efterforsknings Center
Uddannelse
- 2021: Bestyrelsesuddannelse, Board Institute
- 2015: Master of Public Governance, CBS
- 2010: FBI National Academy
- 2008 Politiets Overordnede Lederuddannelse
- 1988: Politibetjent, Politiskolen
Tennis
- Medlem af bestyrelsen i Birkerød Tennis Klub ad flere omgange. Cirka ti år i alt.
- Flere gange ungdomsmester i tennis.