Mød Frits Rasmussen – nomineret til Årets Ildsjæl 2020

I denne uge vil vi præsentere de tre nominerede til Årets Ildsjæl, inden vi kårer vinderen på torsdag. I har allerede mødt Rasmus Gråskov fra Bagsværd Tennisklub og Agi Szocska fra Stjernen. Nu kan I møde den tredje og sidste nominerede: Frits Rasmussen fra Ribe Tennis Klub.

Frits Rasmussen har været en markant skikkelse i Ribe Tennis Klub. Foto: Privatfoto

Hver evigt eneste dag er der mennesker, der går en stor forskel ude i klubberne. Vi kender alle en, der arbejder hårdt for fællesskab og med tanke for alles bedste.

De personer vil vi gerne hylde med vores årlige pris Årets Ildsjæl, og nu er det blevet tid til at møde den sidste af de tre nominerede til dette års udgave. 

Nomineret: Frits Rasmussen, Ribe Tennis Klub
Siden begyndelsen af 1980’erne har Frits Rasmussen været synonym med Ribe Tennis Klub. Som bestyrelsesmedlem, kasserer, idémand og træningsansvarlig har han været en uundværlig ildsjæl i klubben. 

Engagementet er kun blevet større med alderen, og han har været med til at sætte skub i klubbens juniorer.

For få år siden havde klubben kun ganske få juniorer, men over de seneste år er den udvikling blomstret op med 30-40 spillere i alle aldersklasser, og det skyldes Frits Rasmussens indsats. Han står for træning, træner-rekrutterring, uddannelse og oprettelse af et juniorudvalg.

Foto: Privatfoto

Målet med udvalget er at styrke sammenholdet mellem spillerne, men også deres tennisidentitet, så de af sig selv søger ud på tennisbanerne og ikke kun kommer til træningerne. Udvalget styrker også samarbejdet mellem forældre, børn og tennisklubben generelt, og Frits Rasmussen er om nogen garant for, at Ribe Tennis Klub er en tennisklub i stadig udvikling.

I 2019 (og igen i 2020) afholder Ribe en juniortenniscamp. Igen med Frits Rasmussen som foregangsmand. Derudover spiller Frits Rasmussen selv tennis og møder troligt op til mandagstræningen sammen med blandt andet hustruen Margrethe, som han har været gift med i næsten lige så lang tid, som hans ægteskab med tennissporten har varet. 

Om prisen:
Vinderen får prisen som Årets ildsjæl. Med prisen og æren følger desuden to billetter til Roland Garros 2020.

Ildsjælene i dansk tennis indtager mange roller, så som træner, turneringsarrangør, bestyrelsesmedlem, banemand eller noget helt femte. Derfor er det ikke til at sige, hvilken funktion Årets ildsjæl i dansk tennis udfylder. Men det vægter højt, hvis…

  • ildsjælens engagement kommer mange tennisspillere til gode
  • ildsjælen med succes har søsat initiativer, der kan tjene som inspiration for andre klubber
  • ildsjælen har været med til at tiltrække og/eller fastholde medlemmer i tennissporten
  • ildsjælens engagement rammer grupper, der traditionelt er underrepræsenterede i tennissporten
  • ildsjælens virke er med til at sætte tennissporten i det bedst mulige lys.

Prisen blev første gang uddelt i 2019, hvor Mette Rytsel fra Virum-Sorgenfri Tennisklub blev vinderen.

Mød de to andre nominerede:
Rasmus Gråskov
Agi Szocska