Dansk Tennis Forbund viderefører arbejdet med pickleball i Danmark i samarbejde med interesseorganisationen Pickleball Denmark, som de seneste snart seks år har arbejdet målrettet for at fremme pickleball på dansk grund.
Endnu har pickleball sit store gennembrud i Danmark til gode. Men i USA er der fart på sporten, der spilles med bat og en hullet plasticbold på en bane på størrelse med doublebanen i badminton. Således er pickleball de sidste tre år i træk udråbt til at være den hurtigst voksende sportsgren i USA med i alt 8,9 millioner spillere.
De seneste snart seks år har Pickleball Denmark via 100 procent frivillige kræfter varetaget sportens udvikling i Danmark.
Fremover vil Pickleball Denmark og pickleball hører under Dansk Tennis Forbund. Det er parterne blevet enige om.
”Pickleball er i hastig vækst i Danmark. I Pickleball Denmark har vi siden opstarten i København i 2018 håbet og drømt om at finde en partner, hvor vi sammen kan føre Pickleball i Danmark til ’next level’,” udtaler Kenneth M. Pedersen fra Pickleball Denmark, der er initiativtager til og krumtap i Kristrup Tennis- og Pickleballklub.
Sammen med Rikke Gantzel og Steen Gregor Jensen, der er grundlæggere af Pickleball Copenhagen, og Kristian Hammerum fra Odense Pickleball, ser han frem til det nye samarbejde.
”Det er med stor glæde, at vi nu går sammen med Dansk Tennis Forbund om at udbrede pickleball i Danmark, og sammen kan skabe en fælles organisation med fælles værdier. En organisation, hvor dedikerede kræfter på tværs af landet kan have fuldt fokus på at skabe et solidt fundament, der understøtter etablering af pickleball som udbredt foreningsidræt herhjemme,” siger Kenneth M. Pedersen.
En række tennisklubber under Dansk Tennis Forbund udbyder allerede pickleball. Sidste år åbnede Aalborg Østre Tennisklub den første officielle udendørs pickleball-bane, mens andre klubber spiller indendørs på gulv med badmintonstreger.
”Dansk Tennis Forbund er til for medlemsklubbernes skyld. Når klubberne tager nye og spændende idrætsgrene til sig, bakker forbundet op. Samtidig skal vi kunne være organisatorisk base for nye foreninger. Der er et stort potentiale for synergieffekter mellem tennis og pickleball, som vi også har set det med tennis og padel, der begge har haft vækst over de seneste fem år,” siger Dansk Tennis Forbunds formand, Henrik Thorsøe Pedersen.
Konkret går de frivillige drivkræfter fra Pickleball Denmark over og bliver en arbejdsgruppe for pickleball i Dansk Tennis Forbund.
Sammen med bestyrelsen og sekretariatet i tennisforbundet skal arbejdsgruppen sikre den bedst tænkelige retning for udviklingen af pickleball herhjemme. På den måde bliver pickleball en del af det stærke fundament af foreninger, som kendetegner idrætsområdet i Danmark.
Fakta om pickleball
- Pickleball kombinerer elementer fra tennis, bordtennis og badminton. Sporten spilles med et bat og hule, perforerede plasticbolde, der ligner bolden fra floorball. Banen har samme størrelse som doublebanen i badminton.
- Pickleball kan både spilles som single og double.
- Pickleball blev opfundet i 1965 i den amerikanske delstat Washington i det nordvestlige hjørne af USA. Derfra har sporten vokset sig stor og har de seneste tre år været den hurtigst voksende sport i USA med 8,9 millioner spillere.
- Pickleball er udbredt på alle kontinenter med specialforbund i mere end 70 lande
- I USA findes der to professionelle pickleball tours og professionel liga. Sidstnævnte har flere prominente navne fra sportens verden blandt investorerne. Det gælder NFL-quarterbackerne Tom Brady og Patrick Mahomes, NBA-spillerne LeBron James og Kevin Durant, samt tennisspilleren Naomi Osaka.