Sådan kommer du til Wimbledon og de andre grand slams

Vil du som tennisfan gerne opleve stemningen ved en grand slam-turnering, kan det være en god idé at sætte sig ind i billetsystemerne for de fire store turneringer.

Det er ikke kun for spillerne på banen, at en tur til Wimbledon kan være uforglemmelig. Foto: Tommy Hindley.

En tur på Wimbledons historiske anlæg eller en aftensession på Arthur Ashe Stadium ved US Open er noget af det mest unikke, som tennissporten kan byde på. Men der er så sandelig forskel på, hvor nemt det er at få billet til hver af de fire grand slams.

Derfor er her en guide, der forhåbentlig kan gøre det lidt nemmere at få opfyldt drømmen om at se verdensstjernerne på den allerstørste scene. Det fælles kodeord er, at det kan betale sig at være i god tid.

Er man mest nysgerrig efter at følge de talentfulde danske juniorer, så husk at juniorturneringerne ved altid afholdes i uge 2 af en grand slam.

Australian Open

Dato: 14. – 27. januar 2019

Australian Open afvikles på det store anlæg Melbourne Park tæt ved centrum i Melbourne. Turneringen er utroligt populær med over 740.000 besøgende i 2018 og bliver af mange omtalt som den hyggeligste af de fire grand slams.

De tre hovedbaner ved de åbne australske mesterskaber, Rod Laver Arena (15.000), Melbourne Arena (10.500) og Margaret Court Arena (7.500), er alle udstyret med skydetag, hvilket kan give lidt skygge til spillerne i den australske højsommer, der altid topper i de to uger turneringen spilles.

Billetsalget åbnede 3. oktober, og der er stadig billetter at få.

Officielt billetkøb

Læs mere

Roland Garros

Dato: 26. maj – 9. juni 2019

Årets anden grand slam og eneste på grus er altid en populær affære. Men turneringen er aldrig udsolgt alle dage, når den starter, så det er måske den mest tilgængelige turnering set med danske øjne.

Anlægget ligger et stykke sydvest for Paris. Dets to største baner er Court Philippe Chatrier (15.000) og Court Suzanne Lenglen (10.000. Begge baner er uden overdækning, så man er afhængig af tørvejr i det franske forår.

Det generelle billetsalg åbnes den 20. marts 2019.

Officielt billetkøb 

Læs mere

Wimbledon

Dato: 1. – 14. juli 2019

Velkommen til en verden farvet i grøn og lilla. Alene en tur indenfor murene er en oplevelse i sig selv. Og når først man er inde, er det let at komme tæt på spillet ved de mange mindre baner.

De store arenaer er Centre Court (15.000) og Court One (12.400), der begge er med skydetag og lys, mens resten af banerne er uden tag og lys.

Der er voldsom rift om billetterne til Wimbledon, hvor der er statsgaranti for udsolgt hvert år. Dog bør man drage sydvest for London alligevel, fordi der findes “The Queue”. Stiller man sig i køen kl. 06.45 om morgenen, så siger de seneste års tommelfingerregel, at man er inde på Wimbledon-anlægget inden kl. 12.00 for en pris af 25£. Der er masser af underholdning i ventetiden og mange danskere benytter sig af denne mulighed hvert år.

Den anden mulighed for at komme indenfor kræver en god gang lodtrækningsheld. Via “The Overseas Ballot” kan man vinde muligheden for at købe to billetter til sin husstand. Men vinduet til ”The Overseas Ballot” er kun åbent ganske kort. Til de kommende mesterskaber skal man melde sig til mellem 1. – 15. december 2018.

Overseas Ballot

US Open

Dato: 26. august – 8. september 2019

Siden 1978 er turneringen blevet spillet på blå hardcourt-baner i USTA Billie Jean King National Tennis Center i Flushing Meadows i Queens i New York. Årets sidste grand slam er også den dyreste at besøge.

Hovedarenaerne I tennisårets 4. og sidste Grand Slam er Arthur Ashe Stadium med skydetag (22.500), Louis Armstrong Stadium (14.000), Grandstand Stadium (8.000). Køber man en aftenbillet til US Open, kan det betale sig at have sovet længe. For alle baner har lys på, så det er mere reglen end undtagelsen, at aftenens sidste kamp slutter efter midnat.

Det er ticketmaster, som står for det officielle billetsalg. De vil rigtig gerne have, at man tilmelder sig et nyhedsbrev for at få at vide, hvornår billetsalget starter. Men umiddelbart ser det ud til, at man kan købe billetter fra 13. juli 2019.

Officielt billetkøb

Læs mere