STATE og DTF arbejder sammen om pickleball

Dansk Tennis Forbunds indsatser for pickleball i Danmark understøttes af et samarbejde med energidrikken STATE.

Siden 2021 har energidrikken STATE og Dansk Tennis Forbund haft et solidt samarbejde. STATE er teamsponsor for tennislandsholdene i Billie Jean King Cup og Davis Cup.

Samtidig er STATE navnesponsor for de udendørs ungdomsmesterskaber, hvor landets mest talentfulde tennisjuniorer duellerer på grus.

Nu udvider STATE og DTF igen samarbejdet. I sidste uge blev det nemlig annonceret, at Dansk Tennis Forbund lancerer en landsdækkende tour i pickleball. Og det er med STATE som navnesponsor under titlen STATE Pickleball Tour.

Pickleball er en forholdsvis ny sportsgren i Danmark. Men i USA udøves pickleball af millioner af spillere og har de seneste tre år været den hurtigst voksende sport på den anden side af Atlanten.

”Vi har i længere tid været opmærksomme på Pickeball, som er en sportsgren med potentiale for stor vækst og en bred målgruppe, der appellerer godt til de aktive danskere. Vi ønsker at støtte og være til stede, når danskerne er aktive, og finder det derfor helt naturligt at udvide samarbejdet med DTF i forbindelse med deres satsning på Pickleball. Vi glæder os til både at følge udviklingen og støtte diverse initiativer,” siger Danni Møgelvang Rasmussen, der er partner og sales director i STATE Drinks.

Kæmpestort potentiale

Udover navnesponsoratet af STATE Pickleball Tour, vil også flere af de enkelte turneringer på touren få en titel sammen med STATE. Det gælder blandt andet sæsonafslutningen i november 2024, STATE Masters, hvor de spillere, der klarer sig bedst i løbet af året, vil være kvalificeret.

Energidrikken, der har Caroline Wozniacki og Christian Eriksen i ejerkredsen, kommer til at være meget synlige ved pickleball-turneringer hos DTF med bannere og muligheder for at smage.

I forvejen er STATE til stede ved landskampe i tennis, og på bandereklamer ved UM og DM i tennis samt SPORT LIVE’s tv-transmissioner fra Elitedivisionen.

Hos Dansk Tennis Forbund glæder direktør Emil Bødker sig over, at STATE stempler ind i pickleball.

”Både STATE og DTF ser et kæmpestort potentiale i pickleball. Derfor er det også helt oplagt at vi udbygger det gode samarbejde. Vores foreninger viser en stor interesse for pickleball, og sammen med klubberne, STATE og andre gode samarbejdspartnere vil DTF bygge sporten op i Danmark,” siger Emil Bødker.

“Vi ønsker at støtte og være til stede, når danskerne er aktive, og finder det derfor helt naturligt at udvide samarbejdet med DTF i forbindelse med deres satsning på Pickleball,” lyder det fra STATE’s hovedkvarter. Foto: Jeanne Kornum.

Fakta om pickleball

  • Pickleball kombinerer elementer fra tennis, bordtennis og badminton. Sporten spilles med et bat og hule, perforerede plasticbolde, der ligner bolden fra floorball. Banen har samme størrelse som doublebanen i badminton.
  • Pickleball kan både spilles som single og double.
  • Pickleball blev opfundet i 1965 i den amerikanske delstat Washington i det nordvestlige hjørne af USA. Derfra har sporten vokset sig stor og har de seneste tre år været den hurtigst voksende sport i USA med 8,9 millioner spillere.
  • Pickleball er udbredt på alle kontinenter med specialforbund i mere end 70 lande
  • I USA findes der to professionelle pickleball tours og professionel liga. Sidstnævnte har flere prominente navne fra sportens verden blandt investorerne. Det gælder NFL-quarterbackerne Tom Brady og Patrick Mahomes, NBA-spillerne LeBron James og Kevin Durant, samt tennisspilleren Naomi Osaka.

Bliv klogere på reglerne her.

Pickleball i DTF

I 2023 gik Dansk Tennis Forbund sammen med sammenslutningen Pickleball Denmark i bestræbelserne for at udbrede pickleball og gøre det til en stærk foreningsidræt herhjemme. Sammen med DTF udgør de frivillige kræfter fra Pickleball Denmark et udvalg, der arbejder med udviklingen og organiseringen af pickleball i Danmark.

Lige som med tennis og padel arbejder Dansk Tennis Forbund og DGI også sammen om indsatserne for pickleball.

Læs mere om pickleball i DTF her.