Tennis-ildsjæl nomineret til stor pris

Siden begyndelsen af november er flere end 400 frivillige fra hele landet blevet indstillet til Danmarks Idrætsforbund og Ørsteds pris, Årets Energibundt. Nu er tre nominerede fundet, og blandt dem er en tennisspiller.

I foråret blev Mette Rytsel fra Virum-Sorgenfri Tennisklub kåret til Årets ildsjæl i dansk tennis. Nu er hun – i konkurrence med fabelagtige frivillige på tværs af idrætsgrene – med i opløbet om Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Ørsteds pris, Årets Energibundt.

DIF og Ørsted vil gerne hylde det fantastiske arbejde, der lægges i idrætsforeningerne landet over og uddeler derfor for fjerde år i træk Årets Energibundt. Prisen går til en frivillig, der med en særlig indsats og et stort engagement bidrager til sammenholdet i idrætsforeningen.

Over 400 frivillige fra hele landet er blevet indstillet til prisen, der vil blive overrakt ved DR’s store show SPORT 2019 den 4. januar 2020 i Jyske Bank Boxen i Herning. Blandt alle dem er Mette Rytsel udvalgt til at være med i top 3-finalefeltet.

I udvælgelsesprocessen er der lagt vægt på, at de frivillige er med til at gøre en forskel og sikre de rammer og det sammenhold, der er afgørende for foreningerne og deres resultater.

Mette Rytsel nomineres ”på grund af sin omsorgsfulde indsats og sin inspirerende måde at nytænke idrætslivet i lokalområdet og i tennissporten på.”

Læs mere om prisen og find et miniportræt af Mette Rytsel og de øvrige nominerede.

DIF’s næstformand, Thomas Bach, sidder med i det dommerpanel, der skal kåre den endelige vinder. Om finalefeltet udtaler han:

”Det er imponerende, at vi har modtaget over 400 indstillinger, og det har bestemt ikke været let at koge den store pulje ned til et finalefelt på tre kandidater. Men vi står nu tilbage med tre meget kompetente frivillige, som alle har ydet en formidabel indsats i det danske idræts- og foreningsliv.”

De to andre kandidater

  • Jesper Lundin fra basketballklubben BMS Herlev på grund af sin utrættelige energi og sin store betydning for klubbens sociale sammenhold.
  • Ole Thomsen fra Billund Cykel Motion på grund af sit store engagement i klubben og sin evne til at skabe de bedste fysiske og psykiske rammer.

De tre nominerede vil alle være med, når DIF og Ørsted overrækker prisen som Årets Energibundt den 4. januar til SPORT 2019 i Jyske Bank Boxen i Herning. Vinderen får 75.000 kr., hvor 50.000 kr. går til klubben og 25.000 kr. til vinderen selv. 2. og 3. pladsen får hver 10.000 kr.

I forvejen er der en god tennis-grund til at tænde for fjernsynet, når DR viser SPORT 2019. Holger Rune er nemlig nomineret til BESTSELLERs Olympiske Håb.