To gutter til EM i Østrig

Christian Grønfeldt-Sørensen (KB) og August Brostrøm Poulsen (Lyngby) slutter deres tid som juniorer af med EM i Østrig.

Her er de to EM-spillere med smil på læben under Gentofte Open tidligere på sommeren.

Sidste år rykkede Tennis Europe deres EM for U18 fra sommerferien til september måned. Samtidig flyttede mesterskabet adresse fra Klosters i Schweiz til Oberpullendorf i Østrig.

Dansk Tennis Forbund har udtaget to spillere, der skal deltage ved europamesterskaberne 15.-21. september. Christian Grønfeldt-Sørensen (KB) og August Brostrøm Poulsen (Lyngby) skal forsvare de rød-hvide farver i single og double.

I sidstnævnte kategori har de to især gode resultater. Både med andre makkere, men ikke mindst med hinanden. De har vundet en J300 og to J100 sammen indenfor det seneste år. Og ved Gentofte Open tjente de deres første ATP-point, da de i 1. runde slog det tredjeseedede par ud af turneringen.

Filip Bergevi er med som coach til EM i Østrig.

Det bedste danske resultat ved U18 EM var i 1998, da Eva Dyrberg tog sig af guldet. 20 år efter gjorde Clara Tauson hende kunsten efter.