Vær opmærksom. Er du bekymret? Ta’ en samtale. OBS-metoden hjælper trænere, når nogens trivsel kræver lidt ekstra opmærksomhed.
Danmarks Idrætsforbund har udviklet en trivselsmetode, der har som mål at skabe Danmarks stærkeste fællesskab. Metoden skal gøre det nemt for trænere, ledere og forældre at skabe trygge og udviklende fællesskaber for børn og unge.
Dansk Tennis Forbund har brudt metoden ned til mundrette bidder, så HUSK bliver til Hils, Ups, Smil og Klap.
Samlet set sørger HUSK-metoden for den daglige trivsel for børn og unge i klubben. Men nogle ting kræver lidt ekstra opmærksomhed. Her kommer OBS-metoden på banen.
OBS-metoden
OBS-metoden er en kontinuerlig metode, som du som træner altid kan have i baghovedet, når der undervises. Forældre og foreningsledere kan også have gavn af at orientere sig i OBS-metoden.
Som træner er du sikkert allerede opmærksom på dine spillere. OBS-metoden handler om, hvis du begynder 1) at observere en ændring i adfærd og 2) bliver bekymret, så er det oplagt at 3) tage en samtale med spilleren.
En (eller flere) samtale(r) vil enten betyde, at du igen skal være opmærksom eller du kan hjælpe spilleren videre, hvis din bekymring bliver bekræftet.
Forskellige grader af OBS
OBS-metoden behøver ikke være alvorlig. Hvis du ser en spiller, der enten ikke virker helt så glad eller motiveret, som han/hun plejer, så vil det ofte være helt på sin plads at tage en hurtig og uformel snak. Det skal føles naturligt at du spørger ind og er nysgerrig. Det kan spørgeguiden hjælpe dig i gang med.
På denne måde vil du stadig være Opmærksom på din spillers adfærd og handle på din (lille) Bekymring via en kort Samtale.
Hvis din umiddelbare vurdering er, at alvoren er større. Så følg alle trinene i OBS-metoden: Vær opmærksom, er du bekymret, ta´ en samtale.
Herunder kan du læse mere om de tre trin i OBS-metoden:
Vær opmærksom
Det er normalt at børn og unges humør svinger. Det er derfor ikke sikkert, at du skal gøre noget. Men du kan altid være opmærksom på dine spillere.
Kend dine spillere
Når du kender dine spillere, er det nemmere for dig at vurdere, om de har det godt, eller om de i en periode afviger fra deres normale væremåde.
- Handling: Vær nysgerrig og vis interesse for dine udøveres liv, både i og udenfor idrætten.
- Handling: Vær opmærksom på ændringer i dine udøveres væremåde.
Observer ændringer i adfærd over tid
Hvis du bliver opmærksom på ændringer i spillerens adfærd, er det vigtigt at give tid til observation over flere træningspas eller et par uger.
- Handling: Stil dig selv spørgsmålene: Hvad har ændret sig? Har jeg viden om forandringer i spillerens liv?
- Handling: Sørg for at du kan huske, det du observerer.
Læs mere om de enkelte handlinger og få konkrete eksempler.
Er du bekymret?
Hvis du over en periode er opmærksom på ændringer i normal adfærd for en spiller, så del dine observationer fortroligt med en trænerkollega eller leder. Du kan have brug for sparring i forhold til udøveren, men også støtte til dig selv.
Du behøver ikke at vurdere det hele selv, det er altid godt at have en at sparre med.
- Handling: Tal med en medtræner om dine observationer og få vedkomne til at hjælpe med at holde diskret øje.
- Handling: Hold det fortroligt til en start, men involvér din ledelse, hvis I er bekymrede for alvorlig mistrivsel.
Hvis I er enige i observationerne, så skal næste skridt planlægges.
- Scenarie A: I observerer fortsat, men vurderer ikke et behov for en samtale på nuværende tidspunkt.
- Scenarie B: I beslutter jer for at tage en samtale med udøveren.
Læs mere om de enkelte handlinger.
Vær opmærksom på forældreinddragelse
Er udøveren under 15 år, bør du gå i dialog med forældrene inden en eventuel samtale. Medmindre mistrivslen handler om forældrene. Vær opmærksom på Barnets lov her.
Ta’ en samtale
Det er vigtigt at følge sin mavefornemmelse, og det bedste du kan gøre, er at tage en samtale med spilleren, hvis du er bekymret. Du viser omsorg ved at spørge nysgerrigt ind til din spiller, have god tid og være god til at lytte.
Forberedelse, tid og ro er afgørende for en god samtale.
- Handling: Læs guiden ”Ta´ en samtale”.
- Handling: Spørg spilleren, om han/hun har mulighed for at blive efter træning eller komme før tid, inden næste træning. Sørg for at en medtræner kan sætte træningen i gang, hvis du ikke er blevet færdig med samtalen.
- Handling: Forbered dig på, at samtalen kan tage flere retninger, ift. hvad der kan være på spil.
- Handling: Forbered dig på, at spilleren kan blive ked af det, lettet, skamfuld, sur og sørg for at tænke din egen reaktion ind.
Det er ikke sikkert, du får særlig mange ord fra spilleren, men du har taget et godt skridt i forhold til at vise, at du kan være med til at hjælpe.
- Handling: Sæt ord på dine observationer, stil åbne spørgsmål, giv plads til tavshed og lyt.
- Handling: Bliv ved med at være opmærksom og stil dig til rådighed for flere samtaler.
Du behøver ikke stå alene med ansvaret.
- Handling: Du skal undersøge, hvilke muligheder der er for hjælp i forhold til den udfordring udøveren står i.
- Handling: Du kan kontakte DIF´s rådgivning vedrørende spiseforstyrrelser og seksuelle krænkelser.
Fold de enkelte handlinger ud.
Hjælpemuligheder
Der er hjælp at hente mange steder.
Red Barnet
SletDet-rådgivningen: tilbyder hjælp og rådgivning til konkrete situationer, men også til at forebygge digitale krænkelser.
Stop Chikane rådgivningen: tilbud til alle over 18, der har været udsat for digital chikane.
headspace
Et gratis samtaletilbud, hvor både unge og forældre kan henvende sig med større og mindre mistrivselsudfordringer.
Psykiatrifonden
Gratis og anonym telefonrådgivning hvor alle kan henvende sig.
GirlTalk
Rådgivning til unge piger og forældre, der har brug for en at tale eller chatte med. Derudover er der gratis gruppeforløb til piger.
Børns Vilkår
Børnetelefonen, Hørt og Forældretelefonen er for alle børn, unge og forældre, der har større og mindre udfordringer.
DIF
Hotline, der kan håndtere og rådgive om spiseforstyrrelser hos udøvere.