Det ligner et tæt opgør mellem de to kvindehold. Det gælder ikke mindst i 1. single, hvor Emma Kamper får debut for Gentofte. Se med direkte fra klokken 15.45 på SPORT LIVE.

For første gang i denne sæson kan tv-seerne på SPORT LIVE nyde kvindetennis, når der transmitteres direkte fra Elitedivisionsopgøret mellem Gentofte og B.93.
Førstesinglen på tv-banen står mellem Emma Kamper og Nicole Rivkin. Emma Kamper spiller sin første holdkamp for Gentofte. Hun er hjemme efter at have færdiggjort sin sæson hos University of Utah, hvor hun har været skolens 1. single.
B.93 giver Kamper tysk modstand i form af Nicole Rivkin. Den 22-årige Rivkin ligger aktuelt nummer 951 på verdensranglisten. Sidste år havde hun sin bedste rangering som nummer 718.
Onsdagens tv-kamp vises fra klokken 15.45 på SPORT LIVE.
Holdopstilling
- DS: Emma Kamper (WTN: 14,0) – Nicole Rivkin (WTN: 14,9) TV-KAMP
- DS: Sophia Ragus (WTN: 21,5) – Sarafina Hansen (WTN: 18,8)
- DS: Frederikke Pape (WTN: 20,3) – Cecilie Agerbek Fridthjof (WTN: 21,8)
- DS: Agnes Bang-Kjærsgaard (WTN: 26,3) – Victoria Ilena Andersen (WTN: 21,7)
De to hold fik en total modsatrettet start på sæsonen i første runde. Mens Gentofte måtte se sig slået med 0-6 af KB, vandt B.93 på udebane med samme cifre over Aarhus 1900.
Alt det må dog anses for at være en mellemregning uden den store betydning for det indbyrdes opgør. Her er de to hold relativt lige, hvad angår spillernes rating (ITF World Tennis Number). Dog er der en fordel på fjerdesingle til Victoria Andersen fra B.93.
Men et er rating. Noget andet er resultat. Og der skal spilles om det i Gentofte onsdag.
Tilmeldingen er åben til dette års DM ude – Powered by Lokal Forsikring
Optakt til resten af runden
De resterende hold i Elitedivisionen spiller på lørdag. Du kan finde en optakt til runden med alle singleopstillinger her på tennis.dk fredag formiddag.
Hvordan ser jeg SPORT LIVE?
Du kan se SPORT LIVE gennem kanalens mange samarbejdspartnere og en lang række lokale kabelnet og antenneforeninger. Husk også, at SPORT LIVE sender fra DM-finalerne for hold den 24. august.