U16-drengene kæmper for Junior Davis Cup

Holger Nødskov Rune, Elmer Møller og Oskar Brostrøm Poulsen skal ved finalestævnet til EM for hold forsøge at kvalificere Danmark til Junior Davis Cup senere i år. Nøglekampen er tirsdag mod Rusland.

Holger Nødskov Rune slog den spanske europamester ved Summer Cup.

European Summer Cup for U16 svarer til EM for hold. I sidste uge nåede Danmark til finalen ved et af fire indledende europæiske stævner i tyske Mannheim, hvor de dog måtte se sig slået af Frankrig. Resultatet var dog godt nok til, at holdet i denne uge er i aktion ved finalestævnet i Le Touquet i Frankrig.

I første runde mandag stod de overfor Spanien. Første mand i aktion var den danske 2. single Elmer Møller, der desværre ikke havde sin bedste dag. Han måtte se sig slået med 6-2, 6-3 af Mario Gonzalez Fernandez.

Derfor skulle Holger Nødskov Rune vinde sin single samt den efterfølgende double for at Danmark kunne avancere til semifinalen i det otte hold store felt.

Modstanderen var ingen ringere end den nykårede europamester for U16, Carlos Alcaraz Garfia, der ved EM både var banemand for Holger Nødskov Rune i kvartfinalen og Elmer Møller i finalen.

Holger Nødskov Rune viste dog stort format og fik hævnet sit nederlag fra EM. 7-5, 6-4 lød sejrscifrene i dansk favør.

Davis Cup-kval mulig

Dermed skulle det hele afgøres i en double. Spanierne bragte Pablo Llamas Ruiz i spil som makker til Carlos Alcaraz Garfia, mens Danmark benyttede sine to singlespillere i doublen. Og det blev danskerne, der kom bedst fra start og vandt første sæt med de overbevisende cifre 6-2.

Desværre var det også sidste tidspunkt, at det lignede en dansk sejr. Spanierne fik vendt bøtten og tog andet sæt med 6-1. Og i den afgørende matchtiebreak var de helt ovenpå og vandt 10-2.

Danmark skal i ilden både tirsdag og onsdag, hvor der spilles placeringskampe. Her er der stadig meget på spil. Summer Cups fungerer nemlig som europæisk kvalifikation til den verdensomspændende Junior Davis Cup, der spilles fra 25. – 30. september i Ungarns hovedstad, Budapest.

Her er værtsnationen Ungarn selvskrevet som deltager. Desuden er der plads til yderligere fem europæiske hold. Da Ungarn mandag spillede sig i EM-semifinalen, betyder det, at Danmarks kamp mod Rusland tirsdag bliver et direkte opgør om en plads ved Junior Davis Cup.

Rusland tabte i første runde med 2-1 til Italien.

Foruden Holger Nødskov Rune og Elmer Møller er Oskar Brostrøm Poulsen også med på det danske hold. Lars Christensen er med som coach.

U16 drenge til Summer Cup – Le Touquet, Frankrig (6. – 8. august)

  • Holger Rune, HIK
  • Elmer Møller, Skovbakken
  • Oskar Brostrøm Poulsen, Gentofte
  • Coach: Lars Christensen