Sportschefen i Dansk Tennis Forbund glæder sig over, at det igen bliver muligt for danske spillere at vinde deres første point til verdensranglisten på hjemligt grus.
Spillere fra både ind- og udland har de sidste to år nydt godt af en hyggelig og velorganiseret professionel turnering i Vejle Tennis Klub. I sidste uge af juli vil Vejle for tredje år i træk være vært for en turnering på ITF World Tennis Tour.
Igen i år er det med rækker for både kvinder og herrer, hvor præmiesummen for begge køn er 15.000 US dollar.
Ikke mindst de danske spillere har taget sig af de sportslige retter i Vejle. I 2022 vandt Johanne Svendsen, der har slået sine første slag som barn i klubben, for andet år i træk. Ved den lejlighed var det en ren danske finale, da Hannah Viller Møller stod på den modsatte side af nettet. Samme Viller Møller vandt doublerækken med en makker fra New Zealand.
Hos herrerne nåede August Holmgren semifinalen i single, mens doublefinalen var et rent dansk anliggende, hvor Benjamin Hannestad og Carl Emil Overbeck trak sig sejrrigt ud.
STØRSTE PROFESSIONELLE TURNERING I 14 ÅR
Derfor vækker det også stor glæde i tennisdanmark, at ITF-turneringen i Vejle afvikles igen i år.
”Det er enormt positivt, at Vejle for tredje år i træk er vært for en $15.000-turnering for både damer og herrer. Det har kæmpe betydning for bestræbelser i dansk tennis på at udvikle professionelle spillere, der kan begå sig på landsholdene i Davis Cup og Billie Jean King Cup,” siger Thomas Kønigsfeldt, der er næstformand i Dansk Tennis Forbund.
Følg turneringen på SPORT LIVE
Sportschef i Dansk Tennis Forbund, Jens Anker Andersen, understreger vigtigheden af at have professionelle turneringer på dansk grund.
”Det er utrolig værdifuldt at have turneringer på det laveste professionelle niveau på hjemlig grund. Det giver spillerne mulighed for at vinde deres første point til verdensranglisten i vante omgivelser med alle de fordele, der følger med. På den måde kan de være deres første skridt i spillernes transition til en tilværelse som professionel,” siger Jens Anker Andersen.
Turneringens singlerækker har plads til 32 spillere i kvalifikationen og 32 spillere i hovedturneringerne. Otte pladser i hovedturneringen vil blive besat af spillere fra kvalifikationen. Fire pladser i hovedturneringen tildeles via wild card, mens der er fem wild card-pladser i kvalifikationen.
Der spilles også double. Her består rækkerne af 16 par af hvert køn. Tre par i hver række er med på wild card.
Et wild card til hver række vil være på spil ved DM ude 2023 – Powered by Lokal Forsikring, som spilles under DM-ugen i Aalborg. Danmarksmestrene i single og dame- og herredouble vinder et wild card til hovedturneringen i $15.000-turneringen i Vejle. Er mestrene allerede direkte inde, går wild cardet videre til finalisten.
Tv-kanalen SPORT LIVE viser dansk tennis fra både Elitedivisionen og danske mesterskaber. Samtidig er kanalen også med ved de internationale turneringer på dansk grund. Det gælder også i Vejle, hvor SPORT LIVE viser fra for tredje år i træk.
God intern stemning i klubben
Thomas Svendsen er både formand i Vejle Tennis Klub og turneringsdirektør. Han ser frem til endnu en gang at stå i spidsen for en professionel turnering på klubbens anlæg på Helligkildevej.
”Vi er rigtig glade for endnu en gang at kunne hjælpe dansk tennis ved at afholde en ITF-turnering. Det er vores primære motivation for at gøre det. Men samtidig har det givet en rigtig god intern stemning i klubben, hvor vores mange frivillige byder sig til. Det er noget, vi også kan have glæde af i andre sammenhænge,” siger Thomas Svendsen.
Han fremhæver desuden energikoncernen EWII og Vejle Kommune, der for tredje år i træk støtter op om turneringen, men også en række lokale sponsorer, som stiller op og gør det muligt.
FAKTA: ITF World Tennis Tour Vejle 2023
- Datoer: 23.-30. juli (de to første dage spilles kvalifikationen)
- Sted: Vejle Tennis Klub
- Underlag: Grus
- Præmiesum: $15.000 for damer og for herrer
- Deltagere i hovedturneringen: 32 spillere i single (heraf 8 spillere fra kvalifikationen og 4 wild cards)
- Deltagere i kvalifikationen: 32 spillere (heraf 5 wild cards)
- Deltagere i double: 16 par (heraf 3 wild cards)