Corona-hjælpepulje og gratis rådgivning

Gode råd behøver ikke at være dyre. Dansk Tennis Forbund har samlet lidt information, hvis jeres klub har mistet overblikket under corona-krisen.

Selvom det nu igen er muligt at svinge ketsjeren udendørs med god samvittighed, har corona-virussen stadig store konsekvenser for landets klubber. Regeringen og Folketinget har oprettet en række hjælpepakker. Men hvordan finder man hoved og hale i det hele?

Et godt sted at søge hjælp og rådgivning kan være hos Kammeradvokaten / advokatfirmaet Poul Schmith. Her har de blandt andet en gratis hotline, hvor tennis- og padelklubber kan få rådgivning.

Poul Schmith har også en guide til hjælpepakker, som kan være med til at give bedre overblik over mulighederne. Guiden er rettet mod forskellige aktører i oplevelsesindustrien herunder også idrættens verden.

Få bedre overblik hos kammeradvokaten / advokatfirmaet Poul Schmith.

Corona-hjælpepulje på vej

Danmarks Idrætsforbund har også en hel undersektion på deres hjemmeside, som er tilegnet corona. På dif.dk/corona kan I finde svar på det meste, som er relevant for en idrætsforening. Og siden opdateres løbende.

Her kan I også læse om en ny DIF & DGI corona-hjælpepulje, som er på vej til breddeidrætsforeninger.

Et bredt udsnit af Folketingets partier vedtog den 7. april en corona-hjælpepulje på 50 mio. kr. til foreningslivet.

Corona- hjælpepuljen er sat i verden for at yde ekstraordinære tilskud til lokale idrætsforeninger for at afbøde de økonomiske konsekvenser som følge af COVID-19. 44 mio. kr. af corona-hjælpepuljens i alt 50 mio. kr. er øremærket til idrætsforeninger.

DIF og DGI arbejder hårdt på at få de endelige retningslinjer på plads. Derfor kan de endnu ikke oplyse datoen for, hvornår der bliver åbnet for ansøgninger. De forventer dog, at det sker i den meget nære fremtid.

Læs mere om den kommende corona-hjælpepulje.

Arbejd med klubben hjemmefra

Helt lavpraktisk i klubben kan der være mange usædvanlige ting, som man som bestyrelse skal tage stilling til. Det er naturligvis udfordret af, at man ikke kan mødes fysisk til et møde.

Dansk Tennis Forbund udgav en guide ti at arbejde hjemmefra som klub, kort efter at statsminister Mette Frederiksen satte Danmark på vågeblus.

Du finder guiden her.

Sportspsykologi til øregangene

Måske vil du hellere lægge lidt afstand til al den corona-snak og fokusere på at blive skarpere på banen. Så er der hjælp at hente hos et andet ketsjersvingende folkefærd.

Badminton Danmark har udgivet en podcast om sportspsykologi, som man sagtens kan have stor gavn af som tennisspiller.

Team Danmarks sportspsykologiske konsulent Anders Flemming Bendixen, gør os klogere på de forskellige aspekter af sportspsykologien og hvordan han til daglig hjælper Danmarks bedste badmintonspillere med sportspsykologien. Så giver han også fem gode råd til, hvordan man kan bruge sportspsykologien til at blive en bedre atlet.

Find podcasten fra Badminton Danmark her.

Og når du så bagefter mangler lidt ekstra godt til øregangene, så glem ikke DTF’s egen podcastserie fra de foregående sæsoner. ”Samtaler på grus” med Anders Haahr Rasmussen finder du nemt på itunes eller Spotify.

Du kan også finde alle ti afsnit i afspilleren herunder. God fornøjelse.