Fem danskere er en del af årets Australian Open. Det glæder DTF’s sportschef, at Danmark er med i så mange kategorier i grand slam-turneringen.
Natten til mandag blev årets første grand slam-turnering skudt i gang. Australian Open er mere dansk end i mange år, da hele fem spillere er Down Under.
Første dansker i hovedturneringen var Holger Rune. Den 18-årige kunne mandag for første gang se sit navn blandt de 100 første på verdensranglisten, da han er rykket frem som nummer 99. Han er den første danske herre i top-100 siden 2007, hvor Kristian Pless i oktober indtog samme placering.
Desværre blev det heller ikke i karrierens andet forsøg, at Holger Rune vandt sin første kamp ved en senior grand slam. I stedet tabte han i fem sæt til sydkoreaneren Soonwoo Kwon.
Se højdepunkter fra Holger Runes kamp ved Australian Open.
Holger Rune var foran med 2-1 i sæt. Men i fjerde sæt begyndte kramper hos danskeren at få afgørende betydning.
Hør Holger Rune fortælle om skuffelsen i 1. runde.
Selvom det kun blev til en enkelt kamp for Holger Rune ved Australian Open, kan han formentlig alligevel se frem til et lille avancement på verdensranglisten. Det skyldes, at andre spillere mister nogle af de point, som de har haft på kontoen i længere tid end normalt på grund af corona.
Clara spiller i nat
Næste dansker i aktion er Clara Tauson. Hun blev fornyligt kåret til Årets Tennisspiller for tredje år i træk. Desværre måtte hun dagen efter trække sig med en skade i kvartfinalen i en australsk opvarmningsturnering.
Den 19-årige, der mandag opnåede sin hidtil bedst rangering som nummer 39, har siden fået behandling og er klar til sit møde med Astra Sharma (WTA: 97). De to har mødt hinanden en enkelt gang tidligere. Det var i sidste efterår i Luxembourg, hvor Tauson vandt 2 og 2 på vej mod sin anden titel på WTA-touren.
Kampen er programsat til tredjekamp efter klokken 1 natten til tirsdag dansk tid. Inden da skal der afvikles en damesingle og en herresingle. Så et forsigtigt gæt siger, at de morgenfriske kan se Claras kamp til morgenkaffen.
Går Tauson videre til 2. runde, venter der formentlig skrap modstand i form af sjetteseedede Anett Kontaveit, som sluttede 2021 af med at vinde et utal af kampe.
Clara Tauson er også med i damedouble. Her stiller hun op med sin belgiske makker Alison van Uytvanck. De møder møder det polsk/amerikanske par Magda Linette og Bernarda Pera.
Løchte med ny makker
Når man siger grand slam double, må man også sige Frederik Løchte Nielsen. Den rutinerede Davis Cup-kaptajn har denne gang Marcus Daniell ved sin side. New Zealænderen har gode erfaringer med Australian Open, da han både sidste år og i 2018 nåede kvartfinalen i turneringen.
Han og Løchte møder i første runde singleverdensranglistens nummer 20, Aslan Karatsev, der sidste år nåede semifinalen i single Down Under. Russerens makker er doublespecialisten Artem Sitak fra Australien.
Klarer Løchte og Daniel den udfordring, venter det andenseede par med Rajeev Ram og Joe Salisbury formentlig i 2. runde.
Johanne Svendsen seedes
Sidste dansker i aktion ved Australian Open vil blive Johanne Svendsen. Årets Juniortennisspiller 2021 har tidligere fortalt, at hun har store ambitioner for sin deltagelse i årets junior grand slams.
”Jeg vil supergerne komme ud af året og kunne sige, at jeg i hvert fald er nået en semifinale i en junior grand slam. Det synes jeg, at mit spil ligger til, og jeg synes også, at jeg er dygtig nok til at spille med de piger der og være blandt de fire bedste i turneringen,” sagde Johanne Svendsen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Den 17-årige vejlenser ligger nummer 14 på juniorverdensranglisten. Det ser i øjeblikket ud til at kunne give hende en seedning som nummer 8 i turneringen, hvor hun formentlig også vil deltage i double.
Sportschef i Dansk Tennis Forbund, Jens Anker Andersen, glæder sig over den store danske delegation ved Australian Open.
”Dansk tennis er et fantastisk sted. Hvis Clara og Holger styrer udenom de værste skader, kan de være fast inventar i grand slams de næste ti år. Samtidig er det vildt positivt, at Danmark er med i så mange rækker hos både juniorer og seniorer,” siger han.
Mikael Torpegaard tyvstartede allerede i sidste uge den danske deltagelse. Desværre blev det kun til en enkelt kamp i kvalifikationen, hvor han ovenikøbet måtte trække sig med en skade. Dermed lykkedes det ikke at følge op på 2021, hvor Torpegaard fik sin debut i en grand slam-hovedturnering.
Australian Open kan følges på Eurosport og Discovery+. Livescores og lodtrækninger findes på Australian Opens hjemmeside.