Danmark er kun en sejr fra en plads i Davis Cup Finals efter to singlesejre mod Spanien.

Elmer Møller. Holger Rune. To 22-årige danskere, der leverer varen i Davis Cup.
Lørdag tog Danmark hul på flere årtiers største landskamp, da de på udebane åbnede ballet mod tennisstormagten Spanien.
Holger Rune var første dansker i ilden. Han mødte Pablo Careno Busta. Første sæt blev en lige affære frem til 5-5. Her holdt Holger Rune serv. Da han fik chancen i næste parti, slog han til. Carreno Bustas serv blev brudt, og sættet gik til Danmark.
Herefter var der momentum til verdens nummer 11, der bragte sig på 3-0. Men spanieren kæmpede sig tilbage til 3-3. Holger Rune trykkede igen på speederen og lukkede kampen suverænt med et rent serveparti til 6-3..

Kaster sig i gruset
Elmer Møller var på papiret på en rigtig svær opgave mod verdens nummer 37 Jaume Munar. Kampen begyndte meget lige med en serie lange partier. Munar fik brudt til 3-2. Danskeren så lidt mærket ud i den enorme varme i Marbella, mens Munar pludselige cruisede til 6-2.
Elmer Møller rundede omklædningsrummet, og der fandt han øjensynligt en supermandskappe. Vinderslagene begyndte at hvisle om ørerne på Munar, som kom bagud 4-0. Han brød Elmer Møllers serv, men straks efter leverede danskeren endnu et brud.
Sættet blev servet rent hjem til 6-1.
Afgørende sæt bølgede frem og tilbage med flere servegennembrud begge veje. Ved stillingen 4-4 i Munars serv var det Elmer Møller, der havde mest mod på lager. Det sikrede ham breaket.
Han kom på 40-0, da han skulle serve kampen hjem. Første matchbold kom ikke i hus. Men med en ren baghåndsvinder kunne Elmer Møller kaste sig jublende i gruset, da han havde bragt Danmark på 2-0.

Tre skud i bøssen
Danmark mangler nu blot en enkelt sejr, når landskampen afgøres søndag. Her spiller August Holmgren og Johannes Ingildsen på papiret den første double. Men holdkaptajn Frederik Løchte Nielsen har mulighed for at skifte ud i den konstellation frem til en time før kampstart.
Herefter spiller Holger Rune mod Jaume Munar, mens en eventuelt afgørende femte kamp står mellem Elmer Møller og Pablo Carreno Busta.
Vinder Danmark over Spanien, kvalificerer holdet sig for første gang nogensinde til Davis Cup Finals, der spilles i Bologna 18.-23. november. Skulle det blive til et nederlag, bliver Danmarks næste landskamp i 2026 i Davis Cup Qualifiers 1st round.
Resultater og kampprogram
Lørdag
- Pablo Carreno Busta – Holger Rune 5-7, 3-6
- Jaume Munar – Elmer Møller 6-2, 1-6, 4-6
Søndag fra kl. 11.30
- Jaume Munar/Pedro Martinez – August Holmgren/Johannes Ingildsen
- Jaume Munar – Holger Rune
- Pablo Carreno Busta – Elmer Møller
Holdkaptajnerne kan ændre på søndagens opstillinger op til kampene.
Kampene vises direkte på DR1 og DRTV i Danmark.
Danmarks Davis Cup-trup
Holger Rune
- Født: 29. april 2003 (22 år)
- Klub: KB
- Højrehåndet (tohånds baghånd)
- Rangering single:11
- Davis Cup-debut: 2018
- Statistik i Davis Cup: 9-3
Elmer Møller
- Født: 9. juli 2003 (22 år)
- Klub: KB
- Højrehåndet (tohånds baghånd)
- Rangering single: 113
- Davis Cup-debut: 2022
- Statistik i Davis Cup: 5-3
August Holmgren
- Født: 22. april 1998 (27 år)
- Klub: Gentofte
- Højrehåndet (enhånds baghånd)
- Rangering single: 176
- Rangering double: 354
- Davis Cup-debut: 2017
- Statistik i Davis Cup: 9-3
Christian Sigsgaard
- Født: 14. marts 1997 (28 år)
- Klub: Gentofte
- Højrehåndet (enhånds baghånd)
- Rangering single: 509
- Davis Cup-debut: 2015
- Statistik i Davis Cup: 4-7
Johannes Ingildsen
- Født: 1. juli 1997 (28 år)
- Klub: KB
- Højrehåndet (tohånds baghånd)
- Rangering single: 1488
- Rangering double: 125
- Davis Cup-debut: 2019
- Statistik i Davis Cup: 7-3
Davis Cup-kaptajn: Frederik Løchte Nielsen
Program for Davis Cup-ugen
- Tirsdag, onsdag, torsdag og fredag den 9.-12. september: Indledende træningssessioner
- Onsdag: Pre draw press conference med holdkaptajnerne fra de to nationer. Danmark klokken 10. Spanien klokken 11.30.
- Fredag den 12. september kl. 12: Holdopstilling, lodtrækning og pressemøde med holdene
- Lørdag den 13. september kl. 12.30: Indmarch efterfulgt af to singler – pressemøder med spillerne efter kampene
- Søndag den 14. september kl. 11.30: En double efterfulgt af to singler – pressemøder med spillerne og kaptajnerne efter kampene
OM DAVIS CUP-KAMPEN
Davis Cup-kampen afgøres bedst af fem kampe. To singler på førstedagen. En double efterfulgt af to singler på andendagen. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.
Kampen foregår i ”Qualifiers 2nd round”. Vinder Danmark over Spanien, spiller Danmark Davis Cup Finals til november i Bologna – VM for herrehold i tennis – hvor verdens otte bedste nationer.
Taber Danmark til Spanien, skal holdet næste gang spille i 2026 i Davis Cup Qualifiers 1st round– altså samme niveau som den seneste kamp mod Serbien.
FORSTÅ DAVIS CUP-SYSTEMET
Hvert år er en ny sæson i Davis Cup-sammenhæng. Det ypperste er Davis Cup Finals i november med deltagelse af 8 nationer (tidligere år var det 16 nationer). Til Finals spilles der et cup-system, hvor hver landskamp består af to singler og en eventuelt afgørende double.
Der er to kvalifikationsrunder forud for Davis Cup Finals. I starten af året spilles Qualifiers 1st round. Her spiller 26 nationer traditionelle ude-/hjemmekampe over fem kampe om 13 pladser i Qualifiers 2nd round.
I september spiller de 13 vindere af 1st round samt et wild card (i år viceverdensmestrene fra Holland) traditionelle ude-/hjemmekampe om syv pladser ved Davis Cup Finals. Værtsnationen er direkte kvalificeret til Finals.
Taberne af Qualifiers 1st round møder de 13 vindere, der samtidig har spillet på trinnet nedenunder, som kaldes World Group I Play-offs. Dette møde foregår i september.
Team sponsor: STATE drinks