Skal du have det ’double så sjovt’ i februar?

Find din makker i dag. For i uge 8 står den på doubleturneringer på Comwell Vinter Tour. Også udendørs vil der være uger, der er dedikeret til at dyste i par.

Denne indendørssæson er to spilleuger dedikeret udelukkende til doubleturneringer. Nu nærmere tilmeldingsfristen sig til turneringerne i uge 8.

Vil du ud at spille endags doubleturnering på Comwell Vinter Tour, skal du finde en makker senest onsdag den 4. februar. Der er rækker fra junior til veteran.

FIND EN TURNERING HER

Der er allerede en del par tilmeldt. Men der er stadig plads til flere.

Desuden er der som altid double ved UM. Tilmeldingen til ungdomsmesterskaberne i påsken er åben nu.

Kommet for at blive

De dedikerede doubleuger er kommet for at blive. I udendørssæsonen vil der igen være to uger afsat til at dyste i par. På Comwell Sommer Tour bliver ugerne 25 og 35 brugt til double.

Ugerne med double er blevet indført efter feedback fra turneringsarrangører, trænere og spillere.

Doubleturneringerne spilles med otte par og bonusrunde, så alle er sikret minimum to kampe. Turneringerne afvikles over en enkelt dag.

Kampene tæller ikke til DTF’s rangliste, men de har indflydelse på spillernes ITF World Tennis Number.

Bemærk, at man i modsætning til ved UM godt kan danne par med en spiller fra en anden årgang. Altså kan en U14-spiller og en U16-spiller godt stille op sammen i en U16-turnering.