Nu er det igen tid til at hylde de frivillige kræfter, der gør en særlig forskel i klubberne. Frem til 27. maj 2026 kan alle indstille en kandidat til prisen.

Hver eneste dag lægger frivillige kræfter tid, energi og engagement i klubber over hele landet. De skaber fællesskaber, arrangerer aktiviteter, udvikler spillere og sætter klubbens interesser over sine egne.
Nu er det atter tid til at give en ekstra anerkendelse til helt særlig ildsjæl. Dansk Tennis Forbund er nemlig for ottende gang på jagt efter den næste modtager af prisen som Årets ildsjæl. Udover æren modtager vinderen også billetter til næste års French Open i Paris.
Sidste år gik prisen til Gladsaxe Tennis og Padels Klubs cheftræner, Tobias Ovi, der gennem en ekstraordinær indsats var med til at styrke fællesskabet og skabe endnu mere aktivitet i klubmiljøet.
Nu håber vi igen at høre om de mange personer, der hver uge er med til at gøre en uvurderlig forskel i klubberne. Og til dét skal vi bruge jeres hjælp. Så fortæl os, hvem fortjener en særlig hyldest. Send din indstilling til os senest 27. maj 2026 klokken 12.
INDSTIL EN PERSON TIL ÅRETS ILDSJÆL
De tre nominerede til prisen vil blive offentliggjort i juni.
Ildsjælene i dansk tennis og pickleball indtager mange roller, så som træner, turneringsarrangør, bestyrelsesmedlem, banemand eller noget helt femte. Så det er ikke til at sige, hvilken funktion Årets ildsjæl udfylder. Men det vægter højt, hvis…
- ildsjælens engagement kommer mange til gode
- ildsjælen har været med til at tiltrække og/eller fastholde medlemmer i sporten
- ildsjælen har leveret en ekstraordinær indsats for sin klub
- ildsjælen med succes har søsat initiativer, der kan tjene som inspiration for andre klubber
- ildsjælens engagement rammer grupper, der traditionelt er underrepræsenterede i idrætten
- ildsjælens virke er med til at sætte tennis og/eller pickleball i det bedst mulige lys.
Alle har mulighed for at indstille en kandidat. Det er et krav, at kandidaten er medlem af en klub under Dansk Tennis Forbund.
INDSTIL EN PERSON TIL ÅRETS ILDSJÆL
Deadline for at indstille en ildsjæl er senest 27. maj 2026 klokken 12. De tre nominerede til prisen vil blive offentliggjort i juni.