Sigsgaard gik ned i kvartfinalen

Semifinalerne i single ved Gentofte Open bliver uden dansk deltagelse. Til gengæld står to danske par overfor hinanden, når SPORT LIVE viser doublefinalen lørdag klokken 10.

Christian Sigsgaard røg ud i single, men spillede sig i finalen i double på hjemmebane.

Christian Sigsgaard var den enlige dansker tilbage i lodtrækningen, da der fredag var kvartfinaler ved $30.000-turneringen Gentofte Open. Modstanderen var tredjeseedede Aristoteles Thanos fra Grækenland, der ligger nummer 458 på verdensranglisten.

Kampen lagde ud med chancer til begge spillere. I grækerens første parti havde Christian Sigsgaard fire breakbolde uden at få valuta for anstrengelserne. I kampens tredje parti var det så Thanos, der havde to breakbolde, der ikke blev omsat.

Breaket kom i kampens sjette parti. Christian Sigsgaard lagde kontinuerligt pres på modstanderens baghånd, og det gav pote. Derfra servede han sættet hjem til 6-3.

Desværre ændrede billedet sig i andet sæt. Thanos fik et tidligt break og cruisede der fra til 6-1. I afgørende sæt var det stadig med den tredjeseedede græker i førersædet. Han brød i første parti og brød igen til 5-2. På sin anden matchbold gik han videre.

”I første sæt spiller jeg rigtig godt. Han går lidt op i niveau, og jeg går lidt ned, og så fanger jeg ham aldrig rigtigt. Han begynder at serve rigtig godt. Min game plan virkede rigtig godt i første sæt, men så begynder han at stå lidt bedre imod. Så jeg prøver et komme lidt mere ind på den, men ender med at misse lidt mere,” lød analysen fra Christian Sigsgaard til SPORT LIVE umiddelbart efter kampen.

”Jeg ærgrer mig over, at jeg gik lidt for meget ned i niveau, og at jeg ikke kom ind og var lidt mere aggressiv, som, jeg tror, havde hjulpet. Alt i alt en god turnering med megen support, så det var jeg glad for,” siger Christian Sigsgaard.

I semifinalen venter Nick Hardt (ATP: 722) fra Den Dominikanske Republik på Aristoteles Thanos. Han slog KB’s Eric Vanshelboim (ATP: 464) med 6-1, 6-4 i sin kvartfinale.

Den anden semifinale står mellem Hernan Casanova (ATP: 495) fra Argentina og Toby Samuel fra Storbritannien.

Dansk doublefinale

Doublefinalen ved Gentofte Open bliver rent dansk. Se den lørdag klokken 10 direkte på SPORT LIVE.

Sebastian Grundtvig og hans makker Benjamin Hannestad fik vendt et truende nederlag til sejr i deres semifinale.

Sebastian Grundtvig og Benjamin Hannestad fra KB slog seedet 1, Vanshelboim/Nesterov i matchtiebreak efter at have tabt første sæt.

Christian Sigsgaard og Gustav Theilgaard fra Gentofte vandt sikkert med 6-4, 6-2 i en ren dansk semifinale mod Carl Emil Overbeck og Oskar Brostrøm Poulsen.

Doublefinalen bliver første kamp på programmet lørdag ved Gentofte Open. De to semifinaler i single følger efter, bliver desværre uden dansk deltagelse, efter Christian Sigsgaard tabte sin kvartfinale i tre sæt.

Se doublefinalen på SPORT LIVE fra klokken 10.

FAKTAITF World Tennis Tour i Gentofte

  • Navn: Gentofte Open
  • Dato: 27. juli – 3. august 2025
  • Sted: Gentofte Tennisklub
  • Underlag: Grus
  • Præmiesum: $30.000
  • Deltagere i hovedturneringen: 32 spillere i single (heraf 8 spillere fra kvalifikationen og 4 wildcards)
  • Deltagere i kvalifikationen: 32 spillere (heraf 5 wildcards)
  • Deltagere i double: 16 par (heraf 3 wildcards)
  • ATP-point: 25 til vinderen, 16 til finalisten og 8 til semifinalisterne
  • Tv: SPORT LIVE transmitterer direkte fra turneringen fredag, lørdag og søndag
  • Livestream: Alle kampe i hovedturneringen livestreames fra ITF’s platform
  • Billeder: Billeder fra turneringen til fri afbenyttelse kan findes her