Medaljespil i Holte, Nærum og Aarhus for juniorer og veteraner kombineret med playoff-kampe til Elitedivisionen. Weekenden afgjorde mange holdturneringer.

Holte og Nærum dannede rammer om Medaljespillet i DTF Juniorholdturneringen.
Der var maksimal spænding og behov for en golden matchtiebreak i U18-pigernes finale. Den gik Gentoftes vej, og så fik de guld, mens der var sølv til KB. Holte tog bronze.
Gentofte og KB var også i finalen hos de jævnaldrende drenge. KB vandt med 4-1, efter Christian Grønfeldt-Sørensen var kommet hjem til finalen, da han fredag røg ud af kvalifikationsfinalen i junior US Open. Bronzen gik til holdsammenslutningen bestående af ATK, NTK Amager og Rødovre.
U14-pigerne fra KB vandt også guld. De vandt 4-0 over modstanderne fra Furesø. Tredjepladsen blev vundet af B.93. KB’s drenge vandt også guld. Men det var med nød og næppe, da der skulle golden matchtiebreak til mod Virum-Sorgenfri. Bronze igen til B.93.

Mindst mulig margin
For U12-drenge blev det ligeledes til guld for KB. Drengene slog hjemmebaneholdet fra Holte med 4-2. Øresund vandt bronze.
Pigefinalen fik en lidt uheldig afslutning. HRT havde bragt sig på 3-1 efter singlerne mod KB. Imidlertid havde KB fået en skade i den ene single. Derfor kunne de ikke stille to fulde doubler, hvorfor det var givet, at HRT vandt mesterskabet.
I U10, hvor rækkerne er kønsneutrale, blev finalen uhyre tæt i holdturneringen med grøn bold. Gentofte og HIK spillede 3-3. U10-rækkerne benytter sig ikke af golden matchtiebreak. I stedet skulle der tælles sæt, men her var stillingen 6-6.
Næste tiebreaker var antallet af partier. Her havde Gentofte et spinkelt forspring på 32-31 og vandt på den bekostning en finale, som begge hold havde stor ære af. B.93 fik bronze.
Lidt mindre snævert var finalen i U10 med orange bold. Her vandt Team Fyn med 4-2 over Gentofte. Med samme cifre vandt Øresund bronzekampen mod B.93.

Nye hold i Elitedivisionen
Weekenden bød også på playoff-kampe til Elitedivisionen mellem ettere og toere fra 1. division. I Aalborg stod det helt lige efter singlerne, da Roskildes kvinder var på besøg. Men med to sikre sejre i double vandt Roskilde en tur op i landets bedste række.
ATK’s kvinder var på forhånd sikret oprykning, da Sønderborg ikke stillede hold til playoff-kampen.
Hos herrerne blev det de to ettere i henholdsvis vest og øst, der snuppede billetten til Elitedivisionen. Esbjerg vandt to matchtiebreaks i singlerne mod Hareskov-Værløse på vej mod 4-0. Så blev der ikke brug for doublerne.
I den anden playoff-kamp blev der heller ikke spillet doubler. KFUM’s Robin Thour skulle bruge tre sæt mod Århus 1900’s Rasmus Michelsen, mens der er ikke var den store tvivl om udfaldet i de øvrige kampe.
Veteranmesterskaber
C WorldWide Veteranholdturneringen fandt også sin afslutning i weekenden. Her blev værtskabet delt mellem de tre Aarhus-klubber, ALTS, Risskov og Århus 1900.
I 70+ var det med ALTS som vinder. Aarhusianerne vandt damedoublen og de to mix-doubler i finalen. Finalemodstanderen Lyngby vandt de to herresingler og anden herredouble meget sikkert.
Det afgørende blev, at ALTS vandt første herredouble i finalens eneste tresætter. Bronze gik til HIK.

I 60+ blev finalen mellem Lyngby og Arbejdernes Tennisklub afgjort med mindst mulig margin. Det blev 4-4 i kampe, men ATK havde vundet to sæt mere og dermed mesterskabet. Bronzen tog Århus 1900 sig af.
Århus 1900 fik endnu en bronzemedalje i 50+. KB blev mestre. Finalemodstanderne fra ATK vandt godt nok de to første herresingler. Men derfra stod der KB på resten og guld efter 5-2.
Hos de yngste af de ældste i 40+ kom guld, sølv og bronze til Sjælland. Hvidovre tog bronzen. I finalen støvsugede Øresund alle fire point i singlerne. Virum-Sorgenfri fik reduceret med sejre i damedouble og anden herredouble. Men en sejr til Øresund i første herredouble betød, at de ikke længere kunne hentes i holdkampen.
Tillykke til alle weekendens medaljevindere, og til de fire nyslåede elitedivisionsklubber.