DGI og Dansk Tennis Forbund inviterer interesserede klubber til et kort online møde torsdag den 19. februar, hvor det nye nationale børnetenniskoncept TennisKids præsenteres og uddybes.

Efter lanceringen TennisKids og den første workshop, hvor trænere og børn testede konceptet i praksis, tager Dansk Tennis Forbund og DGI nu næste skridt.
Torsdag den 19. februar inviteres interesserede klubber til et online introduktionsmøde, hvor de kan få et første samlet overblik over TennisKids.
TennisKids er et nyt nationalt koncept for børn i alderen seks-12 år med fokus på spilleglæde, tydelig udvikling og trygge rammer. Konceptet bygger på et succesfuldt hollandsk børnetenniskoncept, som nu skal tilpasses danske klubforhold med henblik på en landsdækkende lancering den 1. september 2026.
På mødet vil I blandt andet høre om:
- hvad TennisKids er, og hvordan det adskiller sig fra traditionel børnetræning
- erfaringer fra den første workshop med trænere og børn
- hvordan konceptet er tænkt anvendt i både små og store klubber
- tidslinjen frem mod lancering og opstart i klubberne
Oplægget holdes af Rasmus Gråskov, specialkonsulent for uddannelse og udvikling i Dansk Tennis Forbund, som er en af de ansvarlige for udviklingen af TennisKids i Danmark.
Mødet er gratis og uforpligtende og henvender sig især til klubber, der er nysgerrige på at styrke børnetræningen, få et enkelt og motiverende udviklingskoncept samt være med fra begyndelsen, når TennisKids rulles ud i Danmark.
Tilmelding
Det er nødvendigt at tilmelde sig på forhånd for at deltage i det online møde torsdag den 19. februar 2026 kl. 19.30.