Antallet af kommuner med skærpede restriktioner hæves med 31. Det oplyser sundhedsministeren på et pressemøde.
Smittetallene i Danmark er desværre fortsat på vej i den forkerte retning. Derfor kommer endnu 31 kommuner fra fredag klokken 16 under de skrappere restriktioner, der lukker ned for indendørs idræt. Det har sundhedsministeren oplyst på et pressemøde.
I de 31 kommuner kommer der til at gælde samme regler, som trådte i kraft for 38 kommuner onsdag:
- Al indendørs idræt lukkes ned
- Udendørs idræt kan fortsat gennemføres, når de øvrige retningslinjer følges
- Forsamlingsforbuddet om max 10 personer gælder alle uanset alder
- Professionel idræt er fortsat undtaget
- Tilladelsen til 500 tilskuere inkl. deltagere gælder kun udendørs, ikke indendørs
Hvis du bor i en kommune med skærpede restriktioner, bør du tage dine restriktioner med dig, når du krydser kommunegrænsen. Det er den klare opfordring fra sundhedsmyndighederne.
Oversat til tennis- og padelsprog betyder det, at man ikke skal spille indendørs nogen steder i landet, hvis man bor i en af de 69 kommuner. Dansk Tennis Forbund og DGI Tennis bakker op om myndighedernes opfordring.
Aktuelle retningslinjer for tennis og padel i Danmark kan altid findes på tennis.dk/corona
Turneringer
Onsdag meldte Dansk Tennis Forbund og DGI Tennis ud, at allerede planlagte turneringer udenfor kommuner, hvor indendørs idræt er lukket ned, godt kan afholdes – naturligvis stadig under hensyntagen til de øvrige corona-regler.
Spillere bosiddende i delvist nedlukkede kommuner kan ikke deltage.
På Vinter touren gør dagens udmelding, at turneringen i Randers aflyses.
Kommuner med skærpede restriktioner
- Alle kommuner i Region Hovedstaden eksl. Bornholm
- Alle kommuner i Region Sjælland
- Alle kommuner i Region Midtjylland
- Aalborg, Fredericia, Vejle, Middelfart