Davis Cup: Heltene fra Royal Arena jagter historisk plads i Finals

Der er genvalg til den spillertrup, der slog Serbien i Royal Arena, når Danmarks Davis Cup-hold rejser til Marbella for at møde Spanien anført af Carlos Alcaraz.

Elmer Møller slog den afgørende baghånd, satte sig jublende på knæene og blev straks efter omfavnet af holdkammeraterne, da Danmark i starten af året foran en tætpakket Royal Arena leverede et historisk Davis Cup-comeback mod Serbien.

Nu skal heltene fra Royal Arena forsøge at bygge videre på succesen og for første gang nogensinde spille sig til en plads ved Davis Cup Finals. Den 13. og 14. september står nemlig på en udekamp mod mægtige Spanien i Marbella.

”Umiddelbart er det en af de største og mest spændende kampe i dansk Davis Cup-historie. Jeg er måske lidt for ung til rigtig at vide, hvordan det var i 50’erne og 60’erne, og 90’er-holdet havde nogle gode runs. Men det virker som om, at det er første gang, vi kan konkurrere mod en stor nation som Spanien, der har en af verdens bedste spillere,” siger Davis Cup-kaptajn Frederik Løchte Nielsen.

Han har givet genvalg til den trup, som tidligere i år vandt i Davis Cup Qualifiers 1st round. Holdet består af Holger Rune (ATP: 9), Elmer Møller (ATP: 111), August Holmgren (ATP: 187), Christian Sigsgaard (ATP: 505) og Johannes Ingildsen (ATP double: 134).

”Vi har et utrolig godt hold. Som vi har sagt de sidste par gange, er det muligvis det bedste danske Davis Cup-hold nogensinde. Det er gode drenge, der støtter hinanden og har god team spirit. Det er en fornøjelse at være sammen alle sammen,” siger Frederik Løchte Nielsen.

”Det siger sig selv, at Holger skiller sig meget ud som en af verdens bedste spillere. Men Elmer nærmer sig top-100, August har konkurreret med spillere fra toppen her på det seneste, Joe har altid vist sig som en doublespiller, der kan måle sig med de bedste, og Sigsgaard har super godt niveau i både single og double, hvor han kan træde ind, hvis der bliver brug for det. Så jeg har meget tiltro til mine spillere og føler, at de alle sammen står et godt sted,” uddyber kaptajnen.

Alcaraz i spidsen hos Spanien

Spanien har allerede udtaget sit hold, der over fem kampe på to dage skal forsøge at slå Danmark. Den spanske kaptajn og tidligere topspiller David Ferrer har ikke sparet på krudtet forud for kampen om en plads blandt verdens otte bedste nationer.

Verdens nummer to, Carlos Alcaraz, har selskab af Alejandro Davidovich Fokina (ATP: 18), Pedro Martinez (ATP: 66) og nummer ni i verden i double, Marcel Granollers.

”Det bliver selvfølgelig en svær kamp på udebane mod Spanien. For mig er det lidt uinteressant, hvor stor muligheden er, eller hvor lille chancen er. Det vigtigste er bare, hvor chancen er, og hvordan vi kan gribe opgaven an i forhold til det. Vi ser selvfølgelig nogle muligheder, så det er dem, vi fokuserer på. Vi går ind til opgaven og tror på, at vi har en mulighed for at vinde hver kamp,” siger Frederik Løchte Nielsen.

Solid opbakning

Det danske hold kan forvente god opbakning i Spanien, da i omegnen af 400 danske tennisfans har sikret sig billet til opgøret. Tennisstadion i Club de Tenis Puente Romano får plads til 4500 tilskuere.

Vinder Danmark over Spanien, kvalificerer holdet sig for første gang nogensinde til Davis Cup Finals, der spilles i Bologna 18.-23. november. Skulle det blive til et nederlag, bliver Danmarks næste landskamp i 2026 i Davis Cup Qualifiers 1st round.

Danmarks Davis Cup-trup

Holger Rune

  • Født: 29. april 2003 (22 år)
  • Klub: KB
  • Højrehåndet (tohånds baghånd)
  • Rangering single: 9
  • Davis Cup-debut: 2018
  • Statistik i Davis Cup: 9-3

Elmer Møller

  • Født: 9. juli 2003 (22 år)
  • Klub: KB
  • Højrehåndet (tohånds baghånd)
  • Rangering single: 111
  • Davis Cup-debut: 2022
  • Statistik i Davis Cup: 5-3

August Holmgren

  • Født: 22. april 1998 (27 år)
  • Klub: Gentofte
  • Højrehåndet (enhånds baghånd)
  • Rangering single: 187
  • Rangering double: 309
  • Davis Cup-debut: 2017
  • Statistik i Davis Cup: 9-3 

Christian Sigsgaard

  • Født: 14. marts 1997 (28 år)
  • Klub: Gentofte
  • Højrehåndet (enhånds baghånd)
  • Rangering single: 505
  • Davis Cup-debut: 2015
  • Statistik i Davis Cup: 4-7

Johannes Ingildsen

  • Født: 1. juli 1997 (28 år)
  • Klub: KB
  • Højrehåndet (tohånds baghånd)
  • Rangering double: 134
  • Davis Cup-debut: 2019
  • Statistik i Davis Cup: 7-3

Davis Cup-kaptajn: Frederik Løchte Nielsen

Spaniens Davis Cup-trup

Carlos Alcaraz

  • Født: 5. maj 2003 (22 år)
  • Rangering single: 2
  • Davis Cup-debut: 2022
  • Statistik i Davis Cup: 6-2

Alejandro Fokina Davidovich

  • Født: 5. juni 1999 (26 år)
  • Rangering single: 18
  • Davis Cup-debut: 2022
  • Statistik i Davis Cup: 1-5

Pedro Martinez

  • Født: 26. april 1997 (28 år)
  • Rangering single: 66
  • Rangering double: 92
  • Davis Cup-debut: 2022
  • Statistik i Davis Cup: 5-3

Marcel Granollers

  • Født: 12. april 1986 (39 år)
  • Rangering double: 9
  • Davis Cup-debut: 2010
  • Statistik i Davis Cup: 13-13

Davis Cup-kaptajn: David Ferrer

AKKREDITERING AF MEDIER

Medier, der vil dække Davis Cup-opgøret mellem Spanien og Danmark den 13.-14. september, skal akkreditere sig og godkendes på forhånd.

Akkreditering foregår via nedenstående link. Når du kommer ind på linket, kan du øverst på siden vælge “engelsk”. Deadline er 1. september.

Program for Davis Cup-ugen

  • Tirsdag, onsdag, torsdag og fredag den 9.-12. september: Indledende træningssessioner
  • Onsdag: Pre draw press conference med holdkaptajnerne fra de to nationer. Danmark klokken 10. Spanien klokken 11.30.
  • Fredag den 12. september: Holdopstilling, lodtrækning og pressemøde med holdene
  • Lørdag den 13. september kl. 12.30: Indmarch efterfulgt af to singler – pressemøder med spillerne efter kampene
  • Søndag den 14. september kl. 11.30: En double efterfulgt af to singler – pressemøder med spillerne og kaptajnerne efter kampene

 OM DAVIS CUP-KAMPEN

Davis Cup-kampen afgøres bedst af fem kampe. To singler på førstedagen. En double efterfulgt af to singler på andendagen. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.

Kampen foregår i ”Qualifiers 2nd round”. Vinder Danmark over Spanien, spiller Danmark Davis Cup Finals til november i Bologna – VM for herrehold i tennis – hvor verdens otte bedste nationer.

Taber Danmark til Spanien, skal holdet næste gang spille i 2026 i Davis Cup Qualifiers 1st round– altså samme niveau som den seneste kamp mod Serbien.

FORSTÅ DAVIS CUP-SYSTEMET

Hvert år er en ny sæson i Davis Cup-sammenhæng. Det ypperste er Davis Cup Finals i november med deltagelse af 8 nationer (tidligere år var det 16 nationer). Til Finals spilles der et cup-system, hvor hver landskamp består af to singler og en eventuelt afgørende double.

Der er to kvalifikationsrunder forud for Davis Cup Finals. I starten af året spilles Qualifiers 1st round. Her spiller 26 nationer traditionelle ude-/hjemmekampe over fem kampe om 13 pladser i Qualifiers 2nd round.

I september spiller de 13 vindere af 1st round samt et wild card (i år viceverdensmestrene fra Holland) traditionelle ude-/hjemmekampe om syv pladser ved Davis Cup Finals. Værtsnationen er direkte kvalificeret til Finals.

Taberne af Qualifiers 1st round møder de 13 vindere, der samtidig har spillet på trinnet nedenunder, som kaldes World Group I Play-offs. Dette møde foregår i september.

Team sponsor: STATE drinks