Danmark var én bold fra historisk triumf

Det lykkedes ikke Danmark at kvalificere sig til Davis Cup Finals. Spanien vandt nemlig alle tre kampe i søndagens landsholdsdyst.

Danmark var en bold fra at have været på dette billede i stedet for Spanien. Foto: ITF#DavisCup

Søndag blev en af de værste dage i dansk Davis Cup-historie. Efter at have været foran med 2-0 lykkedes det ikke Danmark at vinde det sidste point, der ville have sendt hold til Davis Cup Finals for første gang nogensinde.

I stedet bookede Spanien billet til VM for landshold i Bologna. Her får de selskab af Italien, Tyskland, Østrig, Frankrig, Tjekkiet, Argentina og Belgien.

”De får en god start, der får tændt publikum og spillerne kan mærke en energi, så ridder de lidt på den bølge. Det lykkedes virkelig godt for dem i dag. Desværre lykkedes det os ikke at stoppe den bølge, selvom vi var ekstremt tæt på,” siger Davis Cup-kaptajn, Frederik Løchte Nielsen.

Han nød, at holdet kunne optræde i en kulisse, hvor hundredvis af medrejsende danske tilskuere bakkede Danmark op fra start til slut.

”Jeg er utrolig glad for den opbakning, vi har fået fra de danske fans. Det har været en fantastisk oplevelse. Vi har kunnet høre dem hele weekenden, og det har været utroligt medrivende,” siger han.

Flyvende start

August Holmgren og Johannes Ingildsens gode spil holdt ikke hele vejen til målstregen. Foto: ITF#DavisCup

August Holmgren og Johannes fik en forrygende start på dagens double, hvor de mødte Jaume Munar og Pedro Martinez. Danskerne vandt første sæt med 6-1.

Parrene holdt serv indtil 4-3 i andet sæt. Her blev Ingildsen brudt, og efterfølgende servede spanierne sættet hjem.

I afgørende sæt kom danskerne til at hænge efter i stillingen. Munar og Martinez vandt sikkert sættet og kampen med 6-2.

Matchbold til Holger

De sidste millimeter manglede for Holger Rune. Foto: ITF#DavisCup

Spaniens kaptajn, David Ferrer, valgte at skifte ud i hjemmeholdets singleopstilling. Jaume Munar røg ud, og Pedro Martinez kom ind til kampen mod Holger Rune.

Martinez var varm fra doublen og vandt første sæt uden problemer med 6-1. I andet sæt kom spanieren på 4-2. Men Holger Rune viste fighterevner og begyndte at spille mere frit. Danmarks verdenselver snuppede fire partier på stribe og udlignede til 1-1 i sæt.

I tredje sæt brød Holger Rune til 5-3, hvorefter han kunne serve kampen hjem. 30-0 blev til á 30. Dernæst 40-30 og matchbold til Danmark. Men i stedet for dansk jubel blev det til tre point i træk for Martinez, som også holdt sit eget næste serveparti.

Kampen endte i en altafgørende tiebreak. Her var spanieren leveringsdygtig i det bedst spil og vandt med 7-3.

Næste kamp i 2026

Elmer Møller lykkedes ikke med at bryde serv i den afgørende kamp. Foto: ITF#DavisCup

Så var Elmer Møller Danmarks sidste håb. Han mødte den meget rutinerede Pablo Carreno Busta. I kampens andet parti var Elmer Møller planmæssigt på 40-0 i egen serv. Den føring blev dog formøblet, og i stedet brød Carreno serv.

Spanieren var ikke nede med breakbolde i sættet, som han vandt med 6-2.

Elmer Møller lagde mere pres på i begyndelsen af andet sæt. Desværre fik han ikke omsat sine to breakbolde i første parti. Pablo Carreno Busta brød rent til 4-2. Den 34-åriges nerver holdt hele vejen. Med 6-3 sendte han Spanien til Davis Cup Finals.

”Det er en meget ærgerlig dag. Men vi er et ungt hold, som har brug for de her erfaringer for at lære af dem, så vi kommer stærkere tilbage til næste sæsons Davis Cup,” siger Frederik Løchte Nielsen.

Danmarks næste opgave i Davis Cup bliver i begyndelsen af 2026. Her må holdet starte forfra i Davis Cup Qualifiers 1st round. Samme niveau, hvor Danmark slog Serbien tidligere i år.

Modstanderen kendes endnu ikke. Lodtrækningen foretages først efter Davis Cup Finals den 18.-23. november.

Resultater

Lørdag

  • Pablo Carreno Busta – Holger Rune 5-7, 3-6
  • Jaume Munar – Elmer Møller 6-2, 1-6, 4-6

Søndag

  • Jaume Munar/Pedro Martinez – August Holmgren/Johannes Ingildsen 1-6, 6-3, 6-2
  • Pedro Martinez – Holger Rune 6-1, 4-6, 7-6
  • Pablo Carreno Busta – Elmer Møller 6-2, 6-3

Danmarks Davis Cup-trup

Holger Rune

  • Født: 29. april 2003 (22 år)
  • Klub: KB
  • Højrehåndet (tohånds baghånd)
  • Rangering single:11
  • Davis Cup-debut: 2018
  • Statistik i Davis Cup: 9-3

Elmer Møller

  • Født: 9. juli 2003 (22 år)
  • Klub: KB
  • Højrehåndet (tohånds baghånd)
  • Rangering single: 113
  • Davis Cup-debut: 2022
  • Statistik i Davis Cup: 5-3

August Holmgren

  • Født: 22. april 1998 (27 år)
  • Klub: Gentofte
  • Højrehåndet (enhånds baghånd)
  • Rangering single: 176
  • Rangering double: 354
  • Davis Cup-debut: 2017
  • Statistik i Davis Cup: 9-3

Christian Sigsgaard

  • Født: 14. marts 1997 (28 år)
  • Klub: Gentofte
  • Højrehåndet (enhånds baghånd)
  • Rangering single: 509
  • Davis Cup-debut: 2015
  • Statistik i Davis Cup: 4-7

Johannes Ingildsen

  • Født: 1. juli 1997 (28 år)
  • Klub: KB
  • Højrehåndet (tohånds baghånd)
  • Rangering single: 1488
  • Rangering double: 125
  • Davis Cup-debut: 2019
  • Statistik i Davis Cup: 7-3

Davis Cup-kaptajn: Frederik Løchte Nielsen 

OM DAVIS CUP-KAMPEN

Davis Cup-kampen afgøres bedst af fem kampe. To singler på førstedagen. En double efterfulgt af to singler på andendagen. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.

Kampen foregår i ”Qualifiers 2nd round”. Vinder Danmark over Spanien, spiller Danmark Davis Cup Finals til november i Bologna – VM for herrehold i tennis – hvor verdens otte bedste nationer.

Taber Danmark til Spanien, skal holdet næste gang spille i 2026 i Davis Cup Qualifiers 1st round– altså samme niveau som den seneste kamp mod Serbien.

FORSTÅ DAVIS CUP-SYSTEMET

Hvert år er en ny sæson i Davis Cup-sammenhæng. Det ypperste er Davis Cup Finals i november med deltagelse af 8 nationer (tidligere år var det 16 nationer). Til Finals spilles der et cup-system, hvor hver landskamp består af to singler og en eventuelt afgørende double.

Der er to kvalifikationsrunder forud for Davis Cup Finals. I starten af året spilles Qualifiers 1st round. Her spiller 26 nationer traditionelle ude-/hjemmekampe over fem kampe om 13 pladser i Qualifiers 2nd round.

I september spiller de 13 vindere af 1st round samt et wild card (i år viceverdensmestrene fra Holland) traditionelle ude-/hjemmekampe om syv pladser ved Davis Cup Finals. Værtsnationen er direkte kvalificeret til Finals.

Taberne af Qualifiers 1st round møder de 13 vindere, der samtidig har spillet på trinnet nedenunder, som kaldes World Group I Play-offs. Dette møde foregår i september.

Team sponsor: STATE drinks