KB vandt damernes og herrernes grundspil. Damerne har valgt at møde HRT i semifinalen, mens herrerne skal møde Lyngby.

I skyggen af tårnet i Københavns Zoo skal Elitedivisionens Medaljespil afgøres på Pile Allé den kommende weekend. Semifinalerne spilles lørdag fra klokken 10, mens finalerne og bronzekampene går i gang en time før om søndagen.
Damernes finale kan følges direkte på SPORT LIVE.
Lørdag blev grundspillet afgjort i landets bedste række. Fruens Bøge endte på den sidste nedrykningsplads, der ikke var afgjort på forhånd, da HIK tjente et enkelt point i andendouble mod Gentofte. Fruens Bøge og HIK endte begge på 18 point, men fynboerne rykker ned på grund af reglen om indbyrdes opgør.
Gentagelse af DM-finale
I modsatte ende af tabellen var der status quo for top-4. B.93 konsoliderede deres andenplads med en 5-1 sejr over HRT. Måske har det resultat gjort indtryk på Frederiksberg.
KB har i hvert fald valgt, at de hellere vil spille DM-semifinale mod HRT end mod Gentofte. Således kommer der en gentagelse af sidste års DM-finale i semifinalen.
Kvindernes semifinaler
- KB – HRT
- Gentofte – B.93
Se slutstillingen i kvindernes grundspil.
KB vælger Lyngby
Hos herrerne holdt Lyngby fast i den sidste plads i Medaljespillet, selvom holdet tabte 2-4 til Rødovre. Lyngby må forventes at være uden Frederik Løchte Nielsen, der er rejst til USA for at støtte August Holmgren og Elmer Møller under US Open.
KB har valgt Lyngby som modstander. Det giver ligesom hos kvinderne en semifinale mellem B.93 og Gentofte.
Herrernes semifinaler
- KB – Lyngby
- B.93 – Gentofte
Se slutstillingen i herrernes grundspil.
Fredag er vi klar med holdopstillinger til semifinalerne og en fyldig optakt på tennis.dk
Desuden vil der være liveblog på tennis.dk fra begge dage i Medaljespillet. Og husk den direkte sending fra damernes finale søndag på SPORT LIVE.
Sarafina med flest sejre

For alle ’stat-heads’ derude bruger vi også afslutningen af grundspillet på at se, hvilke spillere der har klaret sig bedst.
Sarafina Hansen, der spiller sin første sæson i B.93, har deltaget i samtlige mulige kampe og indspillet flest point af alle. Det er blevet til 12 sejre i 14 kampe.
Det eneste singlenederlag kom mod KB’s Rebecca Munk Mortensen, der med 11 sejre i lige så mange kampe er den ubesejrede spiller med flest vundne kampe. Titlen som ubesejret deler Munk Mortensen med landsholdskollegaen Laura Brunkel (8) og klubkammeraten Valentina Ivanov (7).
Kigger man længere ned af listen af ubesejrede spillere, dukker to navne op, som kan få en hovedrolle til Medaljespillet. Med fire sejre ligger både B.93’s tysker Lena Papadakis, der sidste år lå nummer 121 på doubleverdensranglisten, og Gentoftes svensker Linea Bajraliu, som er 74 på juniorverdensranglisten.
Danskerne er de mest vindende

Hos herrerne topper tre spillere listen med hver 11 sejre. Gustav Theilgaard (Gentofte) og Maxim Landa (B.93) har opnået de 11 gevinster i 13 kampe. Nikolaj Katic (B.93) har brugt en enkelt kamp mere til at nå samme antal sejre.
Procentvis har de to collegespillere Valdemar Pape (Gentofte) og Carl Emil Overbeck (KB) været et mulehår bedre. De har hver vundet ni ud af ti kampe.
Med otte sejre er to spillere de bedst præsterende blandt de ubesejrede. Den ære tilfalder Oskar Brostrøm Poulsen (Gentofte) og Sebastian Grundtvig i hans første sæson for KB.