Indendørs tennis og padel vil fortsat ikke være muligt frem til og med 7. februar. DTF og DGI Tennis kommer her med en oversigt over konsekvenser for planlagte aktiviteter.
Sundhedsministeren kunne onsdag aften annoncere, at de nuværende skrappe corona-restriktioner forlænges med tre uger, så de foreløbig løber frem til og med 7. februar.
For idrætten består de særlige restriktioner i følgende:
- Al indendørs idræt og foreningsaktiviteter skal holde lukket
- Udendørs idræt kan kun gennemføres, hvis forsamlingsforbuddet på 5 personer overholdes.
- Professionel idræt er fortsat undtaget
- Tilladelsen til 500 tilskuere inkl. deltagere er ikke længere tillad hverken udendørs eller indendørs
Du kan altid finde de seneste corona-retningslinjer for tennis og padel i danmark på tennis.dk/corona
2 måneders nedlukning
Til 7. februar er det to måneder siden, at indendørs idræt blev lukket ned i de første 38 kommuner. Det er et stort slag for alle tennis- og padelklubber. Desværre er det bedste, vi kan gøre, at følge og overholde alle anbefalinger og regler, så smitten hurtigst muligt kan nedbringes.
Danmarks Idrætsforbund og DGI varetager samlet idrættens interesser i dialogen med myndigheder og politikere på Christiansborg. De vil på vegne af Dansk Tennis Forbund og DGI Tennis presse på for, at tennis, padel og resten af idrætten bliver blandt de første, når en genåbning af samfundet kommer på tale.
Konsekvenser af forlængelse af restriktioner
Forlængelsen af restriktionerne til 7. februar har en række direkte konsekvenser for planlagte aktiviteter. Herunder kommer en hurtig gennemgang af konsekvenserne.
DTF Holdturneringen
Tennissportens indendørs holdturnering har en planlagt runde 6.-7. februar. Den runde vil ikke blive spillet på den dato. DTF Turnering vil i nærmeste fremtid informere direkte til klubberne om, hvad der skal ske med runden og holdturneringen.
I forvejen er en runde, der var planlagt 23.-24. januar, allerede blevet udsat til 20.-21. februar.
Elitedivisionen er undtaget for restriktionerne, da rækken er defineret som professionel idræt. Elitedivisionen spiller videre på de planlagte datoer.
Vinter tour
Planlagte Individuelle turneringer på vinter touren til og med 7. februar aflyses. Tilmeldte spillere vil blive orienteret direkte.
Padeltræneruddannelse
Der er planlagt kurser for Padeltræner 1 og Padeltræner 2 i Kolding 30.-31. januar og i København 6.-7. februar. Det er ikke muligt at gennemføre de kurser på de planlagte deltagere.
Alle tilmeldte vil i de kommende dage få direkte besked om, hvad der sker med kurserne og deres tilmelding.
Padel i Danmark – Holdturneringen
Elitedivisionen i Padel i Danmark – Holdturneringen har en planlagt runde 6.-7. februar. På grund af restriktionerne vil den runde ikke blive spillet i den weekend. Elitedivisionen i padel er ikke omfattet af undtagelsen for professionel idræt.
De turneringsansvarlige for padelholdturneringen vil i nærmeste fremtid tage direkte kontakt til de berørte hold.