Vi har kogt en hel dag med inspirerende oplæg og workshops ned til en forhåbentlig letfordøjelig omgang, hvor der også er plads til at gå dybere ned. God fornøjelse med Nationalt Tennisseminar 2018.
Nationalt Tennisseminar 2018 løb af stablen lørdag den 3. marts på Hotel Sinatur Storebælt i Nyborg. Dagen var en stor succes, og derfor kommer dagen her i lynformat i håbet om, at endnu flere fra tennisdanmark kan få glæde af de mange oplæg og vil dukke op næste år.
Er du bare kommet for at finde links til de enkelte oplæg, så spring ned til bunden.
Første mand på skafottet var direktør i Lokale- og Anlægs Fonden, Esben Danielsen. Lige så meget, som han ved om finansiering af faciliteter, ved han om betingelserne for det frivillige arbej… ja, en af hans pointer var, at det er voldsomt selvmodsigende, når noget kaldes for ”frivilligt arbejde”.
Esben Danielsen har været en del af ledelsen af Roskilde Festival i 15 år. En festival med store økonomiske muskler, men som er bygget på ryggen af frivillig drivkraft. Med den baggrund havde han mange interessante betragtninger om, hvad der sker, når foreninger og frivillighedsområdet i kommunerne i stigende grad professionaliseres. Den vigtigste pointe var, at man skal tage sig tid til at finde ud af, hvorfor de frivillige er frivillige. Det er nemlig ikke sikkert, at naboen er det af samme grund, som dig selv.
Mange klubber sukker efter mere liv på anlægget. Det kan være en svær nød at knække. Om eftermiddagen havde Esben Danielsen et oplæg om klubben som det gode mødested. Et oplæg, som blev taget rigtig godt imod fra de fremmødte.
Hvor skal pengene komme fra?
Anne Mette Niebuhr er fundraising-konsulent i Danmarks Idræts Forbund. Hun gav tilhørerne en generel indførsel i skoven af fonde i Danmark (tjek især andet- og tredjesidste slide). Og så præsenterede hun det, der vil være genvejen til et tilskud for mange danske tennisklubber. Nemlig DIF og DGI’s foreningspulje, der kan søges fra starten af april (den endelige dato er ikke fastlagt).
Til de virkelig fondsnysgerrige gav Anne Mette Niebuhr yderligere et oplæg, der kom et spadestik dybere. Det hed derfor ”Fundraising – et spadestik dybere”. Måske det var værd at kigge på de nyttige links på sidste slide, hvis jeres klub har en god ide, som kunne trænge til lidt ekstern finansiering?
Padel power
Mark Hemmingsen er direktør for kyllingeproducenten Danpo. Men han er bestemt ingen kylling. Tværtimod afkræver hans baggrund fra Forsvaret respekt med det samme, når han indtager rummet. Danpo og Mark Hemmingsen har kastet deres kærlighed på padelsporten og Julemærkehjemmene. Derfor afholder de 9. juni det første Danpo Padel Charity Event.
Det er værd at bemærke, at Mark Hemmingsen har det med at kunne lugte, når en sportsgren er ved at samle momentum. Han er idemand til cykelforetagendet Team Rynkeby, der mange gange har klemt Lars Løkke Rasmussen ned i en cykeltrikot for et godt formål.
Nu er det altså padel, som Mark Hemmingsen har fidus til. Den er Dansk Tennis Forbund sådan set med på. Det gjorde bestyrelsens padel-ansvarlige, Joakim Thörring, således redde for. Padel kan være et fremragende supplement for en tennisklub. Men udviklingen skal gå stærkt, hvis ikke kommercielle kræfter skal sætte sig fuldstændigt på det marked.
Klubben på Facebook
Når nu man har en klub med et lækkert klubhus, skønne faciliteter til tennis (og måske padel) og en hær af engagerede frivillige, så ville det være dejligt, hvis rigtig mange i lokalmiljøet vidste det. Så kunne de nemlig også få lyst til spille tennis. Her er Facebook det både billigste og potentielt mest effektive middel til at skabe synlighed.
Jakob Lind Tolborg havde opskriften klar til, hvordan man gør sig bedst på det sociale medie. Det vigtigste råd omkring Facebook er, at det der virker for en anden, er ikke nødvendigvis det, der virker bedst for jer. Så tag ved lære af de opslag og begivenheder, som I laver. Hvad kan medlemmerne lide, og hvad har de lyst til at engagere sig i? Det er det, der er det gode indhold.
Træneren er helt central
Morten Arvidsson har en glorværdi karriere som håndboldtræner i bagagen. Nu er han elitechef i Randers Kommune. Han gav dobbelt op på inspiration. Først med en workshop om trænerens rolle som klubudvikler og kulturel leder og derefter om bæredygtigt elite- og talentmiljø, hvor der især er tankevækkende pointer fra Center for Ungdomsstudier. Til de mest flittige eller interesserede leverede han litteraturliste med megen god læsning.
Tænd en ildsjæl
Sidste oplægsholder på Nationalt Tennisseminar 2018 havde godt nok ingen power point med. Han havde til gengæld et billede af en mand på en elefant og en gevaldig portion energi, der kunne holde salen på tæerne. Tommy Krabbe hed manden med elefanten. Og han gav en solid peptalk om at tage titlen som ”ildsjæl” på sig og bære den med stoltehed.
Oplægsholdernes noter
- Esben Danielsen – professionalisering presser frivillige ud – eller gør det?
- Esben Danielsen – mødesteder
- Anne Mette Niebuhr – Fundraising. Fonde, fundats & tendenser
- Anne Mette Niebuhr – Fundraising – et spadestik dybere
- Mark Hemmingsen – Danpo og padel
- Joakim Thörring – Dansk Tennis Forbund og padel
- Danpo_Padel_Charity_Event2018
- Morten Arvidsson – Trænerens rolle som klubudvikler og kulturel leder
- Morten Arvidsson – Bæredygtigt elite- og talentmiljø
- Morten Arvidsson – Litteraturliste til Bæredygtigt elite- og talentmiljø
- Tournament Software – Dansk Tennis Forbunds nye turneringsunivers
- Tennisklubben på Facebook – Jakob Lind Tolborg